Så passerede vi atter en skelsættende dato.

Nemlig d. 25 maj, dagen som rigtig mange IT folk har set frem til. Nogle med rædsel og andre med glæde. Nogle kigger ned i pungen, og ser at den er enten blevet lettere eller tungere, afhængig af hvilken “side af hegnet”, man er på.

Det minder om…

Jeg er faktisk så gammel, at jeg er fra den tid, hvor vi solgte og tog penge for en Web Browser. Det var da jeg startede Tempest A/S i 1994, hvor vi blandt andet i en årrække var NetScape distributør. Nå men det jeg vil frem til er år 2000. For dem som ikke kan huske det, var det udover Internet boomet, en deadline dato som alle i branchen frygtede.

Man var overbevist om, at en masse IT systemer ikke ville overleve at skulle skifte fra 1999 til 2000.

Hvordan gik det?

Katastrofen udeblev. Enten fordi alle nåede i mål med at opdatere deres computer systemer, så de kunne overleve at gå fra 1999 til 2000 uden problemer. Eller også var det slet ikke en skelsættende dato.

D. 25 maj 2018

vil også komme til at stå som en skelsættende dato.

  • Nogle vil være helt forberedte
  • Nogle vil være på vej
  • Nogle vil være paniske fordi de kom alt for sent i gang.
  • Nogle aner ikke at de burde gøre noget
  • Nogle vil opleve at deres kunder pludselig vil bede om data, som de nu skal skynde sig og finde, hvis ikke de vil anmeldes til datatilsynet.
  • Nogle vil opleve at deres ansatte vil bede om alle data hvor deres navn er nævnt, inklusiv de dokumenter, hvor de står som forfatter..
  • Nogle vil ikke opleve en forskel fra den 24. maj

Så er det hele spild af penge?

Nej, det mener jeg bestemt ikke. Modsat år 2000, mener jeg at d. 25 maj, virkelig har sat IT-sikkerhed på agendaen med en deadline.

Det har fået en masse mennesker til at fokusere på privacy og IT sikkerhed generelt. Bestyrelser er begyndt at interessere sig for risiko. Dette vil overordnet og uden tvivl betyde, at vi som forbrugere forhåbentligt kan være mere trygge i fremtiden omkring vores personlige data

Når det er sagt, er hysteriet omkring GDPR det samme som det vi så op til år 2000 omkring overgang til 2000, og er ofte helt ude af proportioner. I sidste ende handler GDPR jo om god IT sikkerhed, -noget vi alle burde have, men som rigtig mange ikke har.

Hvad nu?

Ja nu skal virksomheder så til at holde fast i de tiltag, man har indført.

År 2000 handlede om succes eller fiasko. GDPR starter jo først nu, og er en kontinuerlig process, som overgår til daglig drift.

Så ligegyldig hvor du er på rejsen, så er det en spændende rejse, som ikke stopper i nærmeste fremtid.

Hvor er du?

Er du kommet godt forbi den 25. maj 2018, og har rejsen været god?